Blok på bistand – Absurd teater!

Teateraw

Blok på bistand var kun teater – ikke debat.

Offentligt møde på Holbæk Teater den 5. januar 2015
Af Erling Frederiksen

Holbæk Teater arrangerer den første mandag i hver måned et debatmøde om et udvalgt emne, hvor der inviteres en række politikere fra byrådet, og hvor borgere i nogen grad kan møde op og deltage i debatten.
Det er i høj grad de borgere som i forvejen er aktive politisk, socialt eller kulturelt som møder op, og det skal de ikke kritiseres for.

På mødet den 5. januar tog man udgangspunkt i DR’s udsendelsesrække fra Holbæks Vangkvarter – ”Blok på Bistand”  og der var mødt en række borgerne op til mødet fra netop det kvarter. Jeg vurderer 10 – 20 personer. De fik ikke ordet, men de bad heller ikke om det,og de to ordstyrere forsøgte heller ikke at inddrage dem.
Man havde dog indkaldt en borger, som havde medvirket i TV-udsendelserne og som angiveligt havde fået arbejde ud af et praktikløb. Det viste sig dog, at det kun var måske, at han ville blive ansat omkring 1. februar i 15-16 timer. Og han kritiserede (det var vist ikke meningen) de utallige praktikforløb som intet fører med sig.
Det er tankevækkende, at Teatret vælger at fremhæve en person som har fået arbejde (måske!) ud af et praktikforløb (eller hvad det nu kaldes for tiden), når der formentlig samtidigt er mindst 100 forløb som ikke fører til beskæftigelse.
Politikeren fik hyklerisk lov til at sige, at dem skam ikke var meningen at virksomhederne skal misbruge ordningen og hele tiden få nye praktikanter.
Men det er vel netop meningen, for det er det der foregår.

Det ville være meget vanskeligt for en borger på kontanthjælp at stille sig op og sige noget på mødet, fordi der fra starten direkte og indirekte blev lagt afstand til disse mennesker.
En af beboerne fra Vangkvarteret fortalte mig bagefter, at hun var så chokeret over tonen og mødet, at hun sad og rystede under hele mødet.
Holbæk Teater har tydeligvis ikke nogen føling med det der foregår i de mindre velstillede dele af befolkningen. Teater-ordstyrerne lagde sig tydeligvis i sporet på den mest arrogante og fordomsfulde DR-facon.
De forsøgte sig indledningsvis med en slags revolverjournalistik, hvor de retorisk spurgte, hvad politikerne ville gøre ved, at ca. 50 % af beboerne i Vangkvarteret er ”på bistand” og viste på storsskærm en række eksempler fra DR-udsendelserne på bistandklienter i situationer, som man bestemt aldrig ville filme borgmesteren i..

Hele stemningen – ”Nu skal vi hygge os med at tale om dem derude, og hvad vi dog skal stille op med dem” blev indledt ved, at en lækker brunette i en dejlig kort nederdel (Jeg ønskede mig i den anledning 40 år yngre..)  bød på et glas champagne i entreen.
I foyen, hvor mødet blev holdt, var der hyggepianist som også spillede i pausen midtvejs.
Og så var der som sagt storskærm og projektører på politikerne som blev  kaldt ind en efter en, som stjerner i et større show, og hvor man helst skulle klappe.  Politikerne fik faktisk så meget lys i hovedet, at de ikke kunne se de fremmødte borgere. Desuden fik politikerne, og de på forhånd udvalgte ansatte/ borgere, det meste af taletiden. De to ordstyrere gjorde intet forsøg på at problematisere DR udsendelserne eller gå bag om politikernes floskler eller at få nogle borgersynspunkter frem.
Formålet var kort sagt show og ikke et forsøg på forståelse, dialog eller fællesskab for hele kommunen. Fællesskabet (som mange af landets politkere ofte taler om) er kun for de udvalgte.
Reelt har man hægtet de fattigste befolkningsgruppen af samfundet ved at tale nedgørende og bedrevidende om os og ved at gøre de underste stort set retsløse i forhold til myndighedernes magt over indkomst, aktiviteter og familieliv.
Pressen, Politikere, DR italesætter konstant en nedgørelse af de fattigste befolkningsgrupper, som så kopieres af uvidende borgere, lokale politikere og teaterfolk, som lefler for systemet – og så får vi møder af denne karakter, hvor man helt åbenlyst taler om 15-20 % af kommunens borgere, som om de slet ikke hører med i samfundet.
Men heldigvis har vi ”Hovsa Holbæk”………..!


Læserbrev i Nordvestnyt:
af Flemming Röttig

DIALOG I HOLBÆK KOMMUNE?

Dialogmøde i Holbæk teater 5/9. Et led i KBs demokratieksperimenter. Et godt initiativ – mange gode muligheder.
Men skulle mødet konkurrere med det absurde teater ??
1½ time til politikernes sandkasselege / absurditeter:

Der er sat organisationsændringer i gang, forsørgede skal tage initiativ, der er for meget papir i sagsbehandlingen, medarbejderne er ikke dygtige nok, kontrol er bedre end tillid, arbejdsgiverne flytter til Kina, Holbæk er erhvervsvenlig, for mange børn i kontanthjælpsfamilier og videre i samme spor. Privat filosofi står over loven. Socialpolitik er unødvendig. Alle skal bare i arbejde.
Scleroseramte, personer med alvorlige mentale handicaps, sentudviklede, krigstraumatiserede, hjerneskadede, kvinder med graviditetsproblemer eller fødselspsykoser, borgere med alvorlige sociale handicaps etc. – Alle disse skal bare opleve en god privat arbejdsplads. Kommunen skal se de alvorligt handicappede dybt i øjnene. En fast og kærlig hånd, så er alle dårligdomme væk og motivationen hjemme.
Så hvis vi f.eks. skulle få en ”Tøndersag” i Holbæk –  ja så véd vi hvad vi skal gøre!

I 2. afdeling af mødet kom en håndfuld tilhørere og et par ansatte til orde.
Der var mange vigtige forhold, der kunne have været dialog om:

Kontrolgruppens funktion, lovlig sagsbehandling, nedværdigende borgerbehandling, ekstraudgifter p.gr.a. forkert sagsbehandling, hvordan får man fat i de få ”snydere” på en ordentlig måde, overholdelse af vejledningspligt, afskaffelse af årelange fejlaktiveringer med store negative effekter osv.
LOVE LAVES I FOLKETINGET OG IKKE I KB ELLER I KL!
Først nu gør man det, der skulle have været gjort for længst.
Jeg vil i øvrigt gerne takke NORDVESTNYT for god behandling af indlæggene fra ”Hovsa Holbæk”  i avisreferatet!
Jeg håber, at ”Hovsa Holbæk” bliver overflødigt i en nær fremtid i sin nuværende form. At kommunen bliver i stand til handle lovligt, og på den måde der er billigst I LÆNGDEN! Jeg kan forestille mig borgerinitiativet som et dialogforum og netværk, hvor myndighed, profession og borgere mødes.

Borgmester Søren Kjærsgård udtalte i forbindelse med en af de alvorligste sager vi har set, at ”vi går lige til grænsen”. Man gik i realiteten efter grænsen mellem de borgere, der har resurser til at klare kampen mod kommunen, og de borgere, der må finde sig i hvad som helst.
Med de praksisorienterede dialogmøder der nu er indledt mellem udvalgsformand / ledelse / medarbejdere og borgerinitiativet, må den tid være slut.

Flemming Röttig,
Næstformand,
SF-Holbæk.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *